Vi glædede os til at forlade Thieu, for lige meget hvad, så blev den havnemester lige en tand for meget. Vi var konstant overvåget, og skulle bede om alting.
Klokken ni drog vi mod slusen ud af havnen. Havnemesteren bedyrede at slusen åbnede klokken ni, men der var helt dødt. Efter forgæves kald på VHF’en valgte Navigatøren at ringe på det telefonnummer, der var anført under ”Si absence”. På sit mangelfulde franske lykkedes det at gøre opmærksom på hvad vi ville, og klokken ti ankom slusemesteren endelig. Øv, det er lang tid at vente.
Nå, men ellers gik det meget godt til Peronnes (stadig i Belgien). Eneste aberderbei undervejs var en ”skubber” foran os, som havde meget tung last. Den skrabede på bunden, og kunne kun komme op på mellem seks og otte kilometer i timen. Skipper blev træt af den, og lagde an til overhaling. Men det er sin sag at overhale sådan en Motherf…. Selv om vi skruede helt op på speederen, blev vi suget tilbage af den vandmasse, som en skubber fortrænger. Endelig efter flere minutters nervepirrende kapløb, lykkedes det at komme forbi.
Vi blev også selv overhalet af en flodpram. Vi syntes godt nok at han havde rigeligt med gas på. Så meget at der kom høje bølger. Det er vi ellers ikke vant til her på kanalerne:
I den sidste sluse før Peronnes havn, dukkede den afskyelige skubber op igen – men vi var dog én slusning foran ham.
Vi havde forventning om at kunne købe søkort i Peronnes – det havde havnemesteren i Thieu fortalt at vi kunne gøre ombord på et skib med navnet Neptunia.
Men i Peronnes havn fik vi at vide at Neptunia ligger nogle kilometer ”den forkerte vej”, set med vores øjne. Nå – det må vi klare i morgen.
