Der var kø ved slusen. Flodprammene sejler ofte lige til slusernes lukketid, og så ligger de der til næste morgen. Det vil sige at der ophobes flodpramme før sluserne. Det tager nogen tid at afvikle, og da vi bare er en ”plaisance”, altså lystbåd, skal vi fedte os til en plads i køen.
Vi kom igennem ved ti-tiden og knoklede os igennem 6 sluser opad og en grimme-grimme tunnel.
Tunnelen ligger ved Ruyalcourt, og er 4.354 meter lang. Det lyder måske ikke af så meget. Men med en hastighed på tre-fire kilometer i timen, tager det altså lang tid at komme igennem. Desuden er tunnelen lavet således, at den på midten er dobbeltsporet, så lige pludselig inde i mørket dukker der modsejlende flodpramme op. Fy for pokker. Vi klamrede os til ”vores” side af tunnelen for ikke at blive suget ind mod dem. Der er både lys i loftet og fin lysregulering inde i tunnelen, men det er alligevel mørkt, klamt og koldt at sejle over en time under jorden.
Tunnellens loft er lavet af mursten. Et kolossalt bygningsværk, som efterhånden er dækket af skimmelsvamp og mug. Lige til en gyserfilm.
Her er lige nogle billeder før/i tunnelen:
Endnu engang måtte vi tage til takke med en kajplads lige før en sluse. Uden strøm og vand. Først var vi ganske alene, men i løbet af aftenen samledes en hel del flodpramme. En sur madamme på én af dem viftede grimme håndbevægelser af os, men hendes mand fik alligevel kringlet deres flodpram ind foran vores:
Lidt tæt på måske.
Denne dag var det så Skippers tur til et Solar-bad:
Ja, ja – han har hvide baller!
