Kort og godt om turen:

Sådan så vores blog-forside ud inden vi tog afsted på vores kanaltur i foråret 2010:


For omkring tre år siden besluttede vi os for tage på en længere tur ad Europas indre vandveje.



Og nu er det nu!



Vi har skrabet ferie sammen og taget fire måneders orlov fra vores arbejde, så vi i alt har seks måneder til vores rådighed. Fra 1. april 2010 er vi "arbejdsfri" i seks måneder. Jubiiiii!



Planen er at vi vil få Bacchus kørt fra Veddelev havn til Korsør havn med en vognmand. Så sparer vi en lang tur rundt om Sjællands Odde.



Fra Korsør går turen sådan cirka til Rødby, over Østersøen til Lübeck, ind i kanalen bag Lübeck, ned ad Elbe-Seite-kanal, på tværs af Tyskland via Mittellandskanal, gennem Holland og Belgien og ad Meuse til Paris. Vi drømmer om at lægge Bacchus midt i Paris og holde nogle ugers ferie i selve byens hjerte. Og så skal vi jo hjem igen, så vi kan starte på arbejde den 1. oktober.



Via denne blog kan alle interesserede (familie, venner, kolleger) følge vores tur gennem Europa. Vi vil skrive logbog når vi kan komme i kontakt med "nettet".




18. maj 2010

Holland er fladt

Gælder for 17. maj
Børnene blev sendt hjem søndag aften. Snøft.
Mandag sejlede vi fire kilometer ned ad Waal, og drejede så ind på Maas-Waal-kanalen. Det lyder nemt det med at dreje – men det er altså tungen lige i munden. Vi små både skal holde tilbage for alle de store. Og der er mange af dem, og de pløjer bare derudaf med 25 km i timen. Og der er 5 km/t’s medstrøm, som Skipper også skal tage hensyn til. Men vi klarede den.
Maas-Waal starter med en sluse opad. Vi havde gjort klar til den helt store slusetur med masser af tovværk, for slusen er 6 – 8 meter høj. Men vandstanden er åbenbart variabel her, for vi kom kun en meter op. Faktisk måtte Navigatøren gøre Skipperen opmærksom på dette, idet hun var så smart at vurdere hvor langt op ad slusevæggen der var vådt fra sidste slusning. Inspector Clouseau hedder hun så resten af dagen. Derefter ligeud indtil Maas-Waal fletter sammen med Maas. Der er stadig mange flodpramme, og efterhånden møder vi også andre småbåde (som vores egen).
Vi forventede at se masser af møller, træsko og tulipaner i Holland. Men det er altså ikke tilfældet. Men det passer at Holland er fladt.
Dagens mål var Boxmeer. Det er en sjov lille havn, som ifølge vores Almanak har alt; wc, bruser, vaskemaskine og trådløst internet. Ja ja, det er der da godt nok. Men det er alt sammen ombord på en ombygget flodpram, og ret primitivt. Det trådløse netværk er en direkte opkobling inde i baren, som stinker af gammel cigar.
Men der er smukt i Boxmeer: