Gælder for den 4. august
Endnu en bid af Reinen er klaret! Vi nåede Wesel efter tre og en halv time i skærsilden. Vi kom til at ligge i røven af en langsom skubber (et specielt fartøj, som kan bugsere op til 6 bunkerbåde). Det kan være en god taktik, for vi lå en smule beskyttet bag ham. Men det var noget værre møg, da han pludselig skulle skifte besætning. To gange blev en lille jolle sendt i land med en mand, der skulle sættes af. Imens lå vi i modstrøm og skruevand og bandede ham langt væk. Det var ikke muligt at overhale, for de andre flodpramme gled i en lind strøm udenom ham (og os).
Vi havde en modstrøm på op til 5 km/t. Det lyder måske ikke af meget for landkrabber, men det betød at vi ofte kun kom fremad med cirka 5-6 km/t. Vi kunne have gået strækningen hurtigere på vores egne ben!
Men der kan også være smukt ved Rheinen.
Det er nok svært at se på billedet, men der er bygget høfder ud i Rheinen, hvorpå de røde/grønne afmærkninger står. Derved opstår nogle ”lommer” – eller små vige med smult vand. Man skal ikke sejle derind, for der kan være meget lavvandet. Men det giver et varieret og spændende liv på stranden.
I Wesel havn ligger flere sejlklubber og restauranter. Vi valgte at spise på restauranten ved ”vores” bro. Fantastisk mad til lyden af Klaus Wunderlich!
Til slut et godnatbillede fra Wesel havn med udsigt til Rheinen: