Kort og godt om turen:

Sådan så vores blog-forside ud inden vi tog afsted på vores kanaltur i foråret 2010:


For omkring tre år siden besluttede vi os for tage på en længere tur ad Europas indre vandveje.



Og nu er det nu!



Vi har skrabet ferie sammen og taget fire måneders orlov fra vores arbejde, så vi i alt har seks måneder til vores rådighed. Fra 1. april 2010 er vi "arbejdsfri" i seks måneder. Jubiiiii!



Planen er at vi vil få Bacchus kørt fra Veddelev havn til Korsør havn med en vognmand. Så sparer vi en lang tur rundt om Sjællands Odde.



Fra Korsør går turen sådan cirka til Rødby, over Østersøen til Lübeck, ind i kanalen bag Lübeck, ned ad Elbe-Seite-kanal, på tværs af Tyskland via Mittellandskanal, gennem Holland og Belgien og ad Meuse til Paris. Vi drømmer om at lægge Bacchus midt i Paris og holde nogle ugers ferie i selve byens hjerte. Og så skal vi jo hjem igen, så vi kan starte på arbejde den 1. oktober.



Via denne blog kan alle interesserede (familie, venner, kolleger) følge vores tur gennem Europa. Vi vil skrive logbog når vi kan komme i kontakt med "nettet".




21. juli 2010

Farvel og goddag

Gælder for den 20. og 21. juli
Denne blog kunne simpelthen fyldes med ”glansbilleder” over alle de smukke steder vi har set. Men det bliver nok lidt kedeligt i længden.
Men en ko på en mark skal I altså se:

Dagens tur bød på 48 km, 1 tunnel og 10 sluser.
Det var en sød lille tunnel:

Der er ikke megen plads at sejle på, så da der lige pludselig kom en peniche frem bag en busk, måtte Skipper kaste Bacchus helt ud i buskadset langs kanalen. Vi overlevede, med stod på grund et øjeblik. Peniche-føreren stod meget nonchelant på sit kæmpeskib, og kiggede ned på os. Hrmpf.

Ved Pont-au-Bar – der hvor Ardennerkanalen løber ude i Meuse – er der en stor privat havn. Her kan der købes diesel og bådudstyr. Vores belgiske venner gik ind her for at tanke op, og herefter går deres tur sydover, mens vi går nordover. Så farvel til dem!
I næste sluse fik vi følgeskab af et tysk par i et lejet båd. De var rene novicer i at sluse, så de ville gerne have lov til at følge bagefter os til næste havn. Det fik vi megen sjov og snak ud af. De har en dejlig Flatcoated retriever med på turen. Dejligt at nusse en Sofie-hund igen!
Én af dagens sluser ville ikke give os grønt lys, selv om den var klar. Så vi sejlede ind alligevel, for det har en slusevagt tidligere forklaret os var ok. Men det gik ikke denne gang – sluseporten ville ikke lukke bag os. Vi lå derefter hele tre både inde i slusen, og tre udenfor slusen. Og ventede. Og ventede. Vi trykkede på alarmknappen. Kaldte over samtaleanlægget. Ringede på nødtelefonen. Og endelig kom en VNF’er og restartede slusen. To minutter efter var vi ude. Så tøv ikke med at kalde hjælp – for så varer det bare endnu længere tid.
Vi havde besluttet os for at gå i havn i Charleville-Mezieres. Det så dog ikke ud til at der var plads til os, men en venlig sjæl pegede længere ind i bassinet, og så åbenbarede der sig en kæmpe marina. Den var næsten tom, så der er nok ikke mange der kender stedet.
Her er havnen: