Vi har fået anbefalet Fuestrup! Og det er da også bare en dejlig havn. Alt er pænt og rent. Man kan bestille morgenbrød til afhentning klokken 8 om morgenen. Og der kommer en købmandsbil med diverse varer på havnen klokken 9:45. Sjovt.
Der er også en lille trækfærge fra den ene kanalbred til den anden – kaldet Dover – Calais. Selvbetjening med håndsving for alle over 14 år!
Vi havde læst om Bootscenter Münster, som ligger tæt på Fuestrup. Og havde store planer om alt det, som vi ville købe der. Men hallo – det er ikke en forretning for almindelige mennesker. Øv. Men vi så da et tankanlæg, som vi har tænkt os at bruge på næste sejlads. Det er vigtigt at bruge de tankanlæg man møder undervejs – de er ved at uddø! Tyskerne skriver selv at ”Das Tankstellennetz schrumpft”. Er ”schrumpft” ikke et fedt ord? Otte konsonanter og én vokal.
Men vi havde en flot cykeltur langs den gamle kanal.