Gælder for den 11. august
I de tre dage, hvor kanalen var lukket, havde vi godt nok spekuleret lidt over hvordan trafik-situationen ville være, når der blev åbent igen.
Og det blev slemt! Det var som om der kørte et tog i begge retninger på kanalen – så tæt lå flodprammene.
Vi kastede os ud i kaoset i løbet af formiddagen, efter at have sagt farvel til vores ”nye/gamle” venner.
Inde i selve Münster by lå flodprammene i én lang kø i halvanden kilometer før slusen. Vi skulle ikke have noget med at spille smarte overfor flodprammene, så vi hoppede ud af køen og gik ind i by-havnen.
Her endte vi foran en dejlig restauration, hvor vi spiste god aftensmad. Vi fik oven i købet lov til at nasse strøm derfra om natten. Sikken en service.
En dansk båd lagde til samtidigt med os, og det blev selvfølgelig til en omgang røverhistorier på dansk. Herligt. Det var et pensionist-par fra Østre Hurup, som var på vej hjem efter tre år på kanalerne, Middelhavet og Sortehavet! Imponerende.