Gælder for den 28. maj
Nå, morgenfriske tog vi af sted på Sambre – nu skulle vi ud af Belgien og ind i Frankrig.
MEN………i den første manuelle sluse på Sambre, spurgte slusemester Peter hvor vi var på vej hen. Peters manglende franskkundskaber resulterede at Peter bare sagde ”Paris”. Hertil svarede slusemesteren en hel masse fransk, blandt andet ordene: ”no, no, c’est ne pas posible.”
Peter stod sådan lidt blank, og fik så peget på Navigatøren, som kan lidt fransk. Og så viser det sig at en bro laaaaaangt nede ad Sambre er i udu, og i øvrigt har været det de sidste seks år.
Ups, vi har vist ikke valgt vores rute med nok omhu. Vi må i hvert fald vende om, og så sejle cirka 12 kilometer tilbage, og derfra dreje nordpå ad Charleroi-Bruxelles-kanalen. Derfra kan vi stadig komme til Paris,- der er bare lidt flere kilometer.
Nå, men vi valgte at gå ind ”Port de plaisance de Landelies”, som ligger lige bag slusen. Slusemester kom senere ombord, medbringende et kort frem og pegede og forklarede til den helt store guldmedalje. Fantastisk service.