Gælder for den 8. juni
Vi drog stille og roligt ud af Peronne, og tjekkede mange gange at der kom kølevand ud af Bacchus. Og der gjorde der, så af sted på raske fjed!
Vi indhentede to andre lystbåde ved den anden sluse, og dem fulgtes vi med resten af dagen. Vi tre lystbåde passede lige med en ”slusefuld”, så det var nemt. Vi slap i hvert fald for at komme i sluse med en péniche (som en flodpram hedder i Frankrig).
Dagens mål var Pont l’Evêque, hvor der ifølge kortet skulle være en lystbådehavn. Det er der også – men en underlig én af slagsen!
Havnen ligger rundt om hjørnet, sådan lige nogle hundrede meter op ad Canal latéral |à l’Oise. Vi fik en plads langs kajen, med rækkehuse a la Nyhavn ganske få meter borte, hvor hr og fru Frankrig – altså Madame og Monsieur - stod og sladrede med hinanden.
Vi måtte blandt andet bruge en lygtepæl at fortøje til. Når folk spadserede forbi, pissede deres hunde på vores tovværk.
Der var ingen toilet og bad, og strømmen krævede indkøb af jetons ved en fjerntliggende cafe. Ja ja, nu lever vi jo uden varmt vand, så kan vi vel også klare en nat uden de andre faciliteter!
Men der er hyggeligt i havnen i Pont l’Evêque: