25. april 2010
Vores første sluser
Gælder for torsdag den 22. april
Så har vi ”øvet” slusemanøvrer. Det blev til fem sluser i dag, og vi blev bedre og bedre for hver sluse vi gav os ind i. Den bedste metode er at Peter har agter- fortøjningen, og han fastgør sin fortøjning først. Så har jeg for-fortøjningen. Peter sikrer så ved motorkraft og bovpropel, at jeg kommer frem til en pullert. Vores fortøjninger er rigtig lange – cirka 30 meter. Læ-siden i en sluse er bedst.
Vi har iøvrigt skiftet vores GPS-afstandsmåler fra sømil til kilometer, da al færdsel på kanaler foregår i km. Der står skilte for hver 100 meter! Imponerende.
Men ellers kan vi berette at der er grønt, grønt og grønt her mellem Lübeck og Mölln. Vi har sejlet langs de skønneste skovkanter og marker og set alt i fugle. Endog også hovedet af en stork på rede.
Vi faldt i søvn og vågnede til nattergalesang. Mölln ligger som i en slags skovsø, hvor der er smukke træer hele vejen rundt.