18. april 2010
Svaneredning og Mikado-spil
Gælder for torsdag den 15. april.
Knopsvanen blev hjulpet ned fra svalegangen og sat fri i havnen. Modig mand.
Vi ville egentlig gerne videre på sejlturen, men manglede et kort over indsejlingen til Nysted. I den lokale Arnold Busch fandt vi – jubiii – en søkortkommode. Men ak – skuffen med kort 163 var tom = udsolgt. Hvad så? Det endte med at navigatøren fik følgende beskrivelse af en pensioneret søulk: ”Når du når til den faldefærdige bro ved Gedsergård så skal du bare finde sydmærket. Så er det ingen problemer. Men snyd ikke sydmærket, for der er sten ind mod Nysted-siden”.
Hm. Tør vi det? Ja, det turde vi godt. Men hold da op en tur. Sømærkerne syd for Nykøbing Falster ser ud som et spil Mikado-pinde, det er kastet hulter til bulter. Tungen lige i munden, og lav fart. Men det gik fint. Først lige før Nysted gik vi i panik. Der manglede flere kompasafmærkninger, så det blev sejlads i blinde efter søkortplotteren alene.
Heldigvis ventede computeren med at gå død til vi havde selve Nysted havn inden for synsvidde. Den ski…. computer – den skulle ha’… (resten af teksten er fjernet af censuren).