Kort og godt om turen:

Sådan så vores blog-forside ud inden vi tog afsted på vores kanaltur i foråret 2010:


For omkring tre år siden besluttede vi os for tage på en længere tur ad Europas indre vandveje.



Og nu er det nu!



Vi har skrabet ferie sammen og taget fire måneders orlov fra vores arbejde, så vi i alt har seks måneder til vores rådighed. Fra 1. april 2010 er vi "arbejdsfri" i seks måneder. Jubiiiii!



Planen er at vi vil få Bacchus kørt fra Veddelev havn til Korsør havn med en vognmand. Så sparer vi en lang tur rundt om Sjællands Odde.



Fra Korsør går turen sådan cirka til Rødby, over Østersøen til Lübeck, ind i kanalen bag Lübeck, ned ad Elbe-Seite-kanal, på tværs af Tyskland via Mittellandskanal, gennem Holland og Belgien og ad Meuse til Paris. Vi drømmer om at lægge Bacchus midt i Paris og holde nogle ugers ferie i selve byens hjerte. Og så skal vi jo hjem igen, så vi kan starte på arbejde den 1. oktober.



Via denne blog kan alle interesserede (familie, venner, kolleger) følge vores tur gennem Europa. Vi vil skrive logbog når vi kan komme i kontakt med "nettet".




28. april 2010

Møgdum sluse = Anderten

Gælder for tirsdag den 27. april
Vi har været glade for at ligge i Heidanger. Vi kunne ikke komme til at betale for vores sidste overnatning, fordi restauranten har lukket. Men vi lagde en kuvert med ”Hafengeld, Bacchus Denmark” i postkassen. For det er absolut et sted vi gerne vil kunne besøge igen på hjemvejen.
Så smuttede vi ud af havnehullet (som er ud gennem en lille viadukt), og så bare derudaf.

Der skete egentlig ikke noget før vi nåede sluse Anderten. Vi havde forsøgt at læse noget om denne sluses indretning, men kunne ikke finde noget. Og det er da også bare en møgdum sluse. Der er 15 meter nedad (når man er vestover), og der er ingen hjælp at hente i form af flydepullerter e.l.. Så det var i gang med de lange liner og så forsøge at fange de skide pullerter på vej ned. Det lykkedes godt nok forskibs, men Peter kunne ikke nå pullerterne agterude, fordi slusen er bygget til både der er betydeligt længere end vores sølle 10 meter. Så til sidst stod Peter med en line omkring det øverste trappetrin – som så altså bare pludselig er 15 meter oppe.
Vi gruer for tilbageturen. For det er endnu værre at skulle sluse opad i en sådan møgert.
Vi valgte Hannover List Yachthafen. Umiddelbart ser den noget ussel ud. Men den er faktisk både listig og hyggelig. Havnekontoret, toilet og bad finder man i en gammel flodpram, som vist nok også er et restaurantskib. Og vi er så tæt på byen at vi kan høre udrykningskøretøjer hele tiden.
Havnen er uden afskærmning ud mod kanalen og der kommer ofte flodpramme forbi. De passerer cirka 20 meter fra os. Underholdende, syns’ Skipper!
Trods den megen trafik, er der nu også smukt i Hannover. Se selv: