Retur til Danmark

Lottes højtelskede far er død efter længere tids sygdom.
Derfor tager vi til Danmark i nogle dage, og returnerer derefter til Paris igen.

Sightseeing i Paris

Når man er i Paris, skal man naturligvis på Louvre og se Mona Lisa:

Der bliver stille på bloggen nu

Gælder for de næste mange dage!
Vi tager lige en slapper i Paris på cirka 14 dage. Og skriver kun på bloggen, hvis der sker noget interessant.

Endelig i mål

Gælder for den 15. juni
Man skal ikke være en pivskid når man sejler på Seine. Der er gang i alt der kan sejle. Turistbåde, byggebåde, penicher, robåde og så os. Og alt sammen på kryds og tværs. Skipper holdt godt fast i rattet, og Navigatøren delte opmærksomheden mellem kortet og fotografiapparatet.
Hvor er det overvældende at glide forbi Eiffel og Notre Dame.
Vi havde kriller i maven; hvad nu hvis der ikke var plads i Arsenalen (altså den havn i Paris som ”man” skal ind i)?
Navigatøren kaldte sluseporten til havnen op på VHF’en, da den blev synlig, og spurgte om vi måtte komme ind. Og svaret lød: ”Trois minute, madame” (om tre minutter, frue) Jaaaaaaaaaaaah. Jubiiiiiiiiiiiiiiiiii.

Eiffel

Eiffeltårnet er et mål vi har sat os i hovedet. Og endelig dukkede det op:

Masser af mennesker på første sal af Eiffel:

Boligformer på Seine

Paris er fyldt med kontraster.
Se først dette dejlige gamle hus, som er klemt inde mellem moderne huse, og med en flot husbåd foran.

og se så en flot hjemløs-bolig:

Der er mange, mange hjemløse langs Seine, og de bor i noget forfærdeligt skrammel. Jeg kan ikke få over mit hjerte at fotografere de slemme steder, men sådan en flot sted som her, er ok.

Lystfiskerdrømme

Nu forstår vi hvad der driver lystfiskere til at stå dag efter dag med en fiskestang! Vi så bare den største fisk nogensinde. Desværre var den død. Den var omtrent en meter fra snude til hale.
Der kommer lige et billede af en død fisk:

Fisken drev forbi vores båd. Navigatøren var ude for at sætte gæsteflaget, da Skipper kunne se at hun frøs fast og stirrede ned i vandet. Så da hun for ned i båden og råbte: ”skynd dig – en stor fisk”, var han hurtigt klar med kameraet. Iført underbukser!

Der er langt til Paris – et stop mere

Gælder for den 14. juni
Endelig kom vi på Seine. Men den er godt nok lang, så vi bliver nødt til at tage en nat mere undervejs. Der er rigtig mange kajpladser langs Seine, men det er alt sammen for de ”store”. Vi små lystbåde er der ikke så mange mulige kajpladser til.
Vi fandt dog en ganske genialt sted; Port van Gogh. Det ligner en rigtig havn, med ordentlige flydebroer og beskyttet bassin. Men det viste sig at være en rigtig husbådekaj. Ingen faciliteter for gæster, men masser af paraboler og faste installationer til de mange husbåde.
Vi lagde os udenpå én af dem, og klarede os uden strøm endnu en nat.
Her er et billede fra Port van Gogh:

Drama i Cergy

Gælder for den 13. juni
En stille søndag i Cergy, som om eftermiddagen udviklede sig til et drama!
Vi sad på agterdækket og nød synet af de ”nye”, der kom ind i havnen. Pludselig kom der høj lyd bagfra; en vandscooter i fulde omdrejninger. Samtidig var en båd ved at manøvrere ind på en ledig plads. Og så gik det galt – vandscooteren påsejlede båden og kæntrede. Tre unge fyre røg i vandet. Tilsyneladende kom de ikke til skade, for de kravlede op på broen, og forsvandt i fuldt firspring!
Stor opstandelse. Det viste sig at være tyveknægte, som lige havde set sit snit til at hugge en vandscooter, som lå klar til at blive trukket på land. Der kom politi på havnen, men de tre knægte var og blev væk.

Sidste stop før Paris

Spændende nat med regn og torden! Og drømme om rotter der invaderer skibet.
Uha – af sted igen.
Heldigvis så slusen ud til at være blevet repareret. Vi susede glade ind i karret. Og så kom der ellers én af de store grimme lange penicher ind i karret. En dobbelt peniche, som var 135 meter lang. Uha. Vi klistrede os op at slusesiden forrest i karret, og håbede at kaptajnen på penichen kunne se os, selvom vi ikke kunne se ham.
Nå, men det gik.
Men det tog urimeligt lang tid før slusemester åbnede porten ud derfra. Vi kunne se at han talte i telefon. Det var sgu nok konen der ringede og brokkede sig over et eller andet, så han ikke fik trykket på ”luk op”-knappen!
Endelig kom vi ud, og godt af vejen for penichen. Og fandt snart den pragtfulde havn i Cergy. Det er da bare dejligt at få bad, strøm og internet.
Der ligger et kæmpe indkøbscenter i Cergy. Puha, det er hårdt arbejde at shoppe!
Cergy er et paradis for weekend-gæster; både dem til vands og til lands. Masser af hygge og restauranter:

Sluse-nedbrud

Gælder for den 11. juni
Nu nærmer vi os Paris, så hvorfor ikke tage resten af turen i et hug?
Det er så flot at sejle på Oise. Det er en rigtig flod, som bugter sig, og der er træer på begge sider. Meget smuk tur. Og det gik rigtigt pænt stærkt derned med 12 km i timen. Så pludselig kunne vi ligesom mærke Paris trække i os.
Men men men. Den allersidste sluse inden Paris var gået i udu. Vi undrede os godt nok over at det pludselig var så lidt trafik på Oise. Men de lå alle foran eller bagved den sidste sluse, og ventede. Og ventede. Og havde vist gjort det længe.
Vi ankom til slusen klokken 17:15, og der var mange penicher og lystbåde klumpet sammen foran slusen. Da vi jo ikke har nogen stram tidsplan, valgte vi at sejle tilbage til byen Pontoise, cirka en kilometer bagud. Og vi fik en fik plads bag den hollandske båd, som vi hele dagen havde delt sluse med.
Men kajpladsen måtte vi også dele med en masse rotter:


De myldrede rundt, og gik sågar ombord på et restaurations-skib, som også lå på kajen. Der skulle vi i hvert fald ikke ind og spise!
Vi fandt en restauration i land, hvor vi spiste i stedet. Der så vi ingen rotter!

Græs på fordækket

Tja, man kan vel også have behov for en græsplæne, selvom man bor på en peniche:

Skildpadde

Lidt sjovt at jeg i går skrev om en skildpadde på fordækket, for der er faktisk skildpadder her i Frankrig. Da vi så den første, troede vi det var en undsluppen skildpadde. Men da vi nu har set seks af dem, må den være god nok. Beklager den forringede billedkvalitet; men det er altså en skildpadde, der ligger til tørre på en træstamme:

Opfindsomhed

Vi har fået en skildpadde ombord!
Nej, men opfindsomheden har ingen grænser, så hvad gør man ikke for at sikre udluftning i forkahytten?


Vi håber på at få besøg af vores datter og hendes kæreste, når vi ligger i Paris. De skal bo i forkahytten, og da den ikke er så stor, bliver den nemt meget lummer. Så ”skildpadden” (en paraply), er et forsøg på at lave ventilation.

Bytur i Compiegne

Gælder for den 10. juni
Dagen bød på regn fra morgenstunden, så vi valgte at blive i Compiegne havn.
Det klarede op i løbet af dagen, og vi krøb ud af ”hulen”, og gik ind til byens centrum.
Fandt en internet-cafe, og fik opdateret bloggen. Og bagefter nød vi udsigten til byen mylder fra en fortovscafe. Skipper kiggede på de franske damer i høje sko. Og på dem i lave sko.

Glutenfri storkøb

Gælder for den 9. juni
Så mødte vi DIVOLI igen! Det er en péniche, som vi har mødt flere gange. Taget på styrehuset har været revet af, og sidder nu spændt fast med orange stropper. Vi så ham ligge foran os, og kæmpe for at komme under en bro – uden at rive taget af igen. Når en péniche er tom, ligger den meget ”højt” i vandet, og kan derfor have svært ved at passere under lave broer.
Nå, men det gik pænt langsomt med DIVOLI foran, så pludselig havde vi tre lystbåde i røven. De syntes åbenbart at Bacchus var for langsom, så de gled uden om os. Men fremme ved første sluse, endte de tre lystbåde i det store slusekammer sammen med DIVOLI, og Bacchus gled ind i det lille slusekammer, og vupti så var vi ude af slusen, og foran både DIVOLI og de tre andre! Fnis.
Vi havde hørt om en spændende lille havn i Compiegne. Den gemmer sig bag en lille ø, Ile de Bains, og man skal under en lav bro for at komme derind. Der står på broen at dybden i bassinet er 1 meter og 20, men det er nok den garanterede mindstedybde i hele bassinet, for vi kunne godt ”flyde” derind.
Compiegne er en rimeligt stor by, og da Navigatøren var ved at løbe tør for glutenfrit brød, var det en meget passende havn at søge.
Billeder fra havnen i Compiegne:

Kajplads hos Madame og Monsieur

Gælder for den 8. juni
Vi drog stille og roligt ud af Peronne, og tjekkede mange gange at der kom kølevand ud af Bacchus. Og der gjorde der, så af sted på raske fjed!
Vi indhentede to andre lystbåde ved den anden sluse, og dem fulgtes vi med resten af dagen. Vi tre lystbåde passede lige med en ”slusefuld”, så det var nemt. Vi slap i hvert fald for at komme i sluse med en péniche (som en flodpram hedder i Frankrig).
Dagens mål var Pont l’Evêque, hvor der ifølge kortet skulle være en lystbådehavn. Det er der også – men en underlig én af slagsen!
Havnen ligger rundt om hjørnet, sådan lige nogle hundrede meter op ad Canal latéral |à l’Oise. Vi fik en plads langs kajen, med rækkehuse a la Nyhavn ganske få meter borte, hvor hr og fru Frankrig – altså Madame og Monsieur - stod og sladrede med hinanden.
Vi måtte blandt andet bruge en lygtepæl at fortøje til. Når folk spadserede forbi, pissede deres hunde på vores tovværk.
Der var ingen toilet og bad, og strømmen krævede indkøb af jetons ved en fjerntliggende cafe. Ja ja, nu lever vi jo uden varmt vand, så kan vi vel også klare en nat uden de andre faciliteter!
Men der er hyggeligt i havnen i Pont l’Evêque:

Svane-transport

Er de ikke søde, de to små:

Vores varmtvandsbeholder.......

har nu været ude af funktion siden den 2. juni. Den kloge Skipper har ringet til Kjøller i Danmark, som oprindeligt har leveret og installeret varmtvandsbeholderen i Bacchus. Der var ingen smalle steder: ”Ring lige når du ligger i Arsenalen (altså Bassin du Arsenal i Paris), så sender vi et nyt varmelegeme”. Kanon flot service.

En lille sump-fætter

Vi har opdaget at der bor nogle dyr i brinken overfor vores bådplads i Peronne. Vi gætter på at det er sumprotter. Det er en rotte- eller bæver-lignende fætter, som bevæger sig adræt både i vand og på land.
De har en hule under nogle træer helt ned ved vandet, og i perioder er de som små flodpramme – de fiser frem og tilbage mellem græsset og hulen. Hver gang med en ordentlig dusk grønt i munden. Og så er der lange perioder, hvor vi ikke ser dem. Der ligger de nok og æder alt det grønne.
Lige et par billeder af dem:

Ingen kølevand...........

Gælder for den 4. – 7. juni
Vi ligger og fiser den af i Peronne et par dage. Nyder det gode vejr, og vores nye belgiske venner.
Planen var at stikke sydover samme med de to belgiske både om mandagen, men selvfølgelig valgte Bacchus at skabe sig. Der kom ikke kølevand ud, så der blev bandet og svovlet og smidt rundt med værktøj. Men der var kun en vej – stille og roligt at tage systemet fra den ene ende til den anden. Efter diverse skylninger, udskiftning af pakninger osv., så virkede det hele igen. Men det koster en dag mere i Peronne, men her er altså bare så fint, så det gør ikke noget.

Rigtig havn = strøm, bad og internet

Åh nej. Der er kø ved slusen, og det myldrer bare frem med flodpramme nu. Navigatøren prøvede at kalde slusemesteren på vhf-en. Men franskmænd kan eller vil ikke tale andet en knaldhurtigt fransk. Så hvad gør man så? Går på sine flade fødder ned til slusehuset, og får en sludder med slusemutter. En sød og venlig dame, som virkelig gjorde os en tjeneste ved at sikre os en fast plads i køen i de næste fem sluser. Men det er lidt svært at forstå hvad de siger. Tegnsprog og et stykke papir at tegne eller skrive på gør underværker.
På flodprammen, som vi fulgtes med, var det madammen som styrede båden. Hun havde ingen fortænder i overmunden. Hendes mand klarede fortøjningerne. Han havde et blåt øje. Gad vide om de havde sloges?
Men vupti havde vi klaret de fem sluser nedad. I den sidste sluse forsøgte slusemesteren at gøre os et eller andet forståeligt. Vi ved ikke hvad. Enten noget med at der er for meget eller for lidt vand et eller andet sted. Bare det nu ikke betyder at vi heller ikke kan komme til Paris ad denne vej?
Vi fandt heldigvis havnen ’Port de plaisance du Péronne’ uden besvær. Og det er jo som at komme i himmerige. Der er flotte wc’er, gratis bad, strøm, vand, lille svømmepøl, internet på cafeen, vaskemaskine osv.
Vi bliver et par dage. Vi genfandt vores belgiske ”venner” fra dagen før, og grundet pladsmangel i havnen, lagde vi os udenpå dem. Fint nok.

Det er sol og sommer i Péronne:

Vi er gået under jorden

Gælder for den 3. juni
Der var kø ved slusen. Flodprammene sejler ofte lige til slusernes lukketid, og så ligger de der til næste morgen. Det vil sige at der ophobes flodpramme før sluserne. Det tager nogen tid at afvikle, og da vi bare er en ”plaisance”, altså lystbåd, skal vi fedte os til en plads i køen.
Vi kom igennem ved ti-tiden og knoklede os igennem 6 sluser opad og en grimme-grimme tunnel.
Tunnelen ligger ved Ruyalcourt, og er 4.354 meter lang. Det lyder måske ikke af så meget. Men med en hastighed på tre-fire kilometer i timen, tager det altså lang tid at komme igennem. Desuden er tunnelen lavet således, at den på midten er dobbeltsporet, så lige pludselig inde i mørket dukker der modsejlende flodpramme op. Fy for pokker. Vi klamrede os til ”vores” side af tunnelen for ikke at blive suget ind mod dem. Der er både lys i loftet og fin lysregulering inde i tunnelen, men det er alligevel mørkt, klamt og koldt at sejle over en time under jorden.
Tunnellens loft er lavet af mursten. Et kolossalt bygningsværk, som efterhånden er dækket af skimmelsvamp og mug. Lige til en gyserfilm.
Her er lige nogle billeder før/i tunnelen:



Endnu engang måtte vi tage til takke med en kajplads lige før en sluse. Uden strøm og vand. Først var vi ganske alene, men i løbet af aftenen samledes en hel del flodpramme. En sur madamme på én af dem viftede grimme håndbevægelser af os, men hendes mand fik alligevel kringlet deres flodpram ind foran vores:

Lidt tæt på måske.

Denne dag var det så Skippers tur til et Solar-bad:

Ja, ja – han har hvide baller!

Vignette

Gælder for den 2. juni
I næste sluse, Trith St Léger, fik vi så endelig købt vores vignette. Vi købte et 30-dages kort til cirka 95 euro. Så må vi købe en ny vignette, når den udløber.
Vi fik også hældt vand på tanken igen – dejligt!
Og nu ved vi hvor utætheden er: det er vores varmtvandsbeholder der er utæt. Den er nu sat ud af funktion – og vi må klare os med koldt vand.
To nemme sluser med autopullerter førte os videre på vejen. Vi havde læst om en havn lige i starten af kanalen la Sensee med navnet ’Bassin Rond’. Det skulle være et mekka for vandsport. Ja ja – men altså ikke for sådan nogen som os der stikker 1,35 meter. Så endnu engang blev vi grundejere (stødte på grund) og måtte bakke ud igen.
Det er altså ikke så nemt at finde rigtige havne i Belgien og Frankrig.
Vi endte på en offentlig kajplads lige før sluse Marquion 2 på Canal du Nord, sammen med to belgiske lystbåde og en masse flodpramme.
Endnu en nat uden strøm. Det betyder at vi skal spare på strømmen. Vi bruger blandt andet strøm til at pumpe toiletindhold ud med, så hvis vi kan ”levere” direkte udenbords eller i en spand, så er det godt (for strømmen). Hm.
Nå, man er vel kanal-bums!
Navigatøren fik et tiltrængt bad på fordækket. Vi har en Solar-pose, som vistnok kan indeholde 15 liter vand. Hvis solen skinner, varmer den vandet op, og så er det ellers bare op med posen, og af med tøjet! Dejligt.

Alarmen gik i gang / i Frankrig

Gælder for 1. juni
Først skulle vi finde Neptunia. Måske kan vi købe søkort? Men nej – de havde ikke dem vi skulle bruge.
Til gengæld havde Aldi en masse vi kunne bruge. Så nu er lageret af mad og drikkevarer fyldt op.
Tuen gik så ad l’Escaut. Det franske gæsteflag blev sat op i stedet for det belgiske. Så er endnu én af vore milipæle – Frankrig – nået.
Og her er så et billede af den franske velkomsthilsen:


Ved den første sluse på l’Escaut på fransk territorium, kunne vi ikke finde noget skilt med hvilken vhf-kanal vi skulle bruge. Vi valgte derfor at lægge til ved en lille faldefærdig bro lige før sluse. OG SÅ GIK ALARMEN I GANG. Altså vores egen alarm ombord.
Aldrig før har jeg set Skipper så hurtig! Han fløj nærmest ned i kahytten, og fik trykket på pumpen. Og så kom der ellers vand ud af båden. I spandevis.
Åh åh. Et eller andet må være utæt. Vi lå et skidt sted, så vi valgte at sende Navigatøren af sted på gåben til slusekontoret.
Heldigvis sad der en utrolig flink slusevagt i Fresnes sur Escaut. Vi blev registreret og sendt videre med besked om at købe en Vignette i sluse nummer 4; Trith St Léger.
En vignette er et periodebestemt sejladspas til den franske vandveje.
Vi var stadig ikke klar over hvorfor der var vand inden båden. Enten er den utæt – vi har stødt på grund nogle gange. Eller også er det vandtanken som er læk.
Gentagne udpumpninger viste at der ikke løb mere vand ind båden. Og så opdagede vi at vores vandtank var tom! Godt så. Så er det altså der utætheden er. Men nu har vi så ikke andet vand end det vi har købt på små flasker.
Vores store forventninger om at finde en rigtig havn/kajplads i Vallenciennes blev gjort til skamme. Vi kørte lidt frem og tilbage mellem sluse tre og fire, og fandt til sidst en plads bag en ombygget flodpram.


Ingen strøm og ingen vand på kajen. Øv øv.
Men en lille tur til Vallenciennes by hjalp på humøret. Fik købt friske tomater og et brød, der viste sig at være for gammelt!

Vi mærkede suget fra en Skubber

Gælder for den 31. maj 2010
Vi glædede os til at forlade Thieu, for lige meget hvad, så blev den havnemester lige en tand for meget. Vi var konstant overvåget, og skulle bede om alting.
Klokken ni drog vi mod slusen ud af havnen. Havnemesteren bedyrede at slusen åbnede klokken ni, men der var helt dødt. Efter forgæves kald på VHF’en valgte Navigatøren at ringe på det telefonnummer, der var anført under ”Si absence”. På sit mangelfulde franske lykkedes det at gøre opmærksom på hvad vi ville, og klokken ti ankom slusemesteren endelig. Øv, det er lang tid at vente.
Nå, men ellers gik det meget godt til Peronnes (stadig i Belgien). Eneste aberderbei undervejs var en ”skubber” foran os, som havde meget tung last. Den skrabede på bunden, og kunne kun komme op på mellem seks og otte kilometer i timen. Skipper blev træt af den, og lagde an til overhaling. Men det er sin sag at overhale sådan en Motherf…. Selv om vi skruede helt op på speederen, blev vi suget tilbage af den vandmasse, som en skubber fortrænger. Endelig efter flere minutters nervepirrende kapløb, lykkedes det at komme forbi.
Vi blev også selv overhalet af en flodpram. Vi syntes godt nok at han havde rigeligt med gas på. Så meget at der kom høje bølger. Det er vi ellers ikke vant til her på kanalerne:


I den sidste sluse før Peronnes havn, dukkede den afskyelige skubber op igen – men vi var dog én slusning foran ham.
Vi havde forventning om at kunne købe søkort i Peronnes – det havde havnemesteren i Thieu fortalt at vi kunne gøre ombord på et skib med navnet Neptunia.
Men i Peronnes havn fik vi at vide at Neptunia ligger nogle kilometer ”den forkerte vej”, set med vores øjne. Nå – det må vi klare i morgen.

Monster-værk

Gælder for 29. og 30. maj
Tidligt op af sted – vi skal hurtigst muligt væk fra denne pinlige hændelse.
Og alle sluser var klar til os, som om de vidste at vi kom!
Tilbage i Charleroi drejede vi nordpå ad Charleroi-Bruxelles kanalen. Tre høje sluser i rap med auto-pullert var hurtigt overstået.
På den fine reklamebrochure (!), som vi sejler efter lige nu, er der billede af en havn i Seneffe. Men Skipper mærkede Bacchus slæbe hen over bunden i indsejlingen, så det var fuldt skrue baglæns ud igen. Puha!
Så red vi vest på ad Canal du Centre. Stadig kun med en reklamebrochure som søkort. Vores GPS’er begyndte at pibe undervejs. Og Navigatørens mobiltelefon kunne ikke sende sms’er. Efter lidt efterrationalisering fandt vi ud af at vi nu er så højt over havets overflade, at satellitter og sendere har svært ved at finde os. Førstehjælpsprocedure blev fulgt (sluk-og-tænd skidtet). Så virkede det igen.
Pludselig så vi i det fjerne et kæmpe monster af en bygning. Det lignede noget fra Klodernes kamp. Og kanalen gik lige ind i det – uha.
Det viste sig at være et KÆMPE HÆVE/SÆNKEVÆRK. Aldrig har vi set noget lignende. I et hug blev vi transporteret 73 meter nedad i et kæmpe badekar. Og det endda ganske alene i et kæmpestort kammer.
Lige et par billeder fra Strépy-Thieu hæveværket:



På turen ned i karet kunne vi se en lille hyggelig havn, så den valgte vi at gå ind i.
Der skal man så lige et par meter op med en lille manuel sluse, og vupti, så var vi i Port de plaisance de Thiue.
Havnemesteren stod klar, og ydede en vældig fin service. Han tilbød endog at hans kone kunne køre os til supermarkedet for at handle. Det tog vi imod med glæde. Senere viste det sig at vi kom til at betale for denne service, men skidt-pyt.

Den efterfølgende dag blev en overliggerdag grundet regn og blæst. Så blev der tid til kropsvask og tøjvask.

Skudt i knoppen

I Landelies lever en knopsvane med et luftgevær-hagl i knoppen:

Sikken noget svineri.

Paris - no no

Gælder for den 28. maj
Nå, morgenfriske tog vi af sted på Sambre – nu skulle vi ud af Belgien og ind i Frankrig.
MEN………i den første manuelle sluse på Sambre, spurgte slusemester Peter hvor vi var på vej hen. Peters manglende franskkundskaber resulterede at Peter bare sagde ”Paris”. Hertil svarede slusemesteren en hel masse fransk, blandt andet ordene: ”no, no, c’est ne pas posible.”
Peter stod sådan lidt blank, og fik så peget på Navigatøren, som kan lidt fransk. Og så viser det sig at en bro laaaaaangt nede ad Sambre er i udu, og i øvrigt har været det de sidste seks år.
Ups, vi har vist ikke valgt vores rute med nok omhu. Vi må i hvert fald vende om, og så sejle cirka 12 kilometer tilbage, og derfra dreje nordpå ad Charleroi-Bruxelles-kanalen. Derfra kan vi stadig komme til Paris,- der er bare lidt flere kilometer.
Nå, men vi valgte at gå ind ”Port de plaisance de Landelies”, som ligger lige bag slusen. Slusemester kom senere ombord, medbringende et kort frem og pegede og forklarede til den helt store guldmedalje. Fantastisk service.

Ingen graffitti

Der er strækninger på Sambre, hvor der er så grimt, at man ikke engang gider at lave graffiti:


For der ellers også flot graffiti langs Sambre:

Fortabt mellem to sluser

Gælder for den 27. maj
Vi startede med en omgang tankning ved Jambes. Så klokken blev halv elleve inden vi kom rigtigt af sted.
Men det her var ikke rigtigt vores dag. Vi havde satset på at finde et godt sted på Sambre, hvor vi kunne overnatte. Men der dukkede aldrig noget godt sted op. Så klokken fem minutter i syv om aftenen lå vi ved den sidste sluse ved Charleroi. Og så gik den skide slusemester bare hjem, og lod os ligge der fortabt mellem to sluser. Vi måtte derfor finde det bedst mulige sted at overnatte, og det blev så ved et nedlagt fabriksanlæg. Pu-ha der var klamt:


Men vi lå nu alligevel ret sikkert, og besluttede os så bare for at gå tidligt i seng, og så tidligt op næste morgen.
Vi fik afprøvet vores generator, og den virker bare perfekt. Så nu er vi ikke længere bange for at overnatte ude på bøh-landet uden strøm.